Frivillige på Akaciegården: Vi får så mange kram og gode grin

Frivillige på Akaciegården: Vi får så mange kram og gode grin

Hvis bare man er åben overfor andre mennesker, kan man være frivillig. Det er en stor gave for både giverne og modtagerne, mener ægteparret Hanne Nancke og Torben Dohm-Smidt, der har været frivillige på Frederiksberg i 15 år.

I en alder af 75 og 80 år, kunne Hanne og Torben sagtens læne sig tilbage og slappe af efter et godt og langt liv. Men det har de ikke tid til. De er nemlig begge frivillige på plejehjemmet Akaciegården på Frederiksberg.

”Det begyndte med, at min mor kom på Akaciegården i 1999. Jeg besøgte hende 4-5 gange om ugen, og efter kort tid spurgte forstanderen, om ikke jeg ville være frivillig, nu hvor jeg alligevel kom der så ofte. Den idé var jeg med på, og inden jeg fik set mig om, sad jeg og sang salmer og gamle sange med beboerne flere gange om ugen,” fortæller Hanne Nancke.

Banko er populært
Hun introducerede sin mand Torben Dohm-Smidt for Akaciegården, og inden længe var han formand for Akaciegårdens Venner, mens Hanne selv var formand for husets bestyrelse. Dengang kom ægteparret på plejehjemmet flere gange om ugen. I dag har de droslet lidt ned og står primært for banko om tirsdagen. Og det er populært. Allerede en time inden det starter, er der kø af kørestole og gangstativer ved elevatoren til kælderlokalet, hvor banko bliver holdt. Torben råber numre op. Hanne hjælper med at holde styr på pladerne.

”Flere af de kvindelige beboere er vilde med Torben og drømmer om at invitere ham ud. Husk på, der er jo ikke så mange mænd på Akaciegården,” griner Hanne.

Det ligger i blodet
Det med at være frivillig har altid været naturligt for både Hanne og Torben. Men med en fortid som præst langt ude på prærien hos indianerne i British Columbia i Canada, ikke ret langt fra grænsen til Alaska, løber frivilligheden ligefrem i årerne på Torben. Her er jobbet som præst nemlig ikke bare et 8-16 job. Her er præstegerningen snarere en livsstil: 

”I Canada er alle frivillige. På sygehuse, på skoler og på biblioteker. Børnene vokser op med den mentalitet og kan ikke forestille sig andet”. 

Passede selv sin syge hustru
Da Torbens daværende hustru blev syg af kræft i Canada, måtte han drosle ned på præstegerningen. Han passede hende selv i seks år, indtil hun døde. Efter Torbens hustrus død tog han hjem til Danmark. Her mødte han Hanne, som netop var blevet enke. Torben og Hanne har kendt hinanden helt tilbage fra 1950’erne, hvor de var en del af en stor venneflok i København. Snart blev de gift og lever i dag sammen på 14. år og bor i en lejlighed på Peter Bangsvej. De mange oplevelser, som Hanne og Torben får på Akaciegården tager de med hjem og snakker om. 

”Vi får så mange smil og kram og gode grin. For beboerne elsker, at vi har tid. Det er der jo desværre ikke så meget af hos de ansatte, men vi kan bare sætte os ned og snakke i timevis,” siger Hanne.

”Brug for flere frivillige”
Men der er brug for mange flere, der vil sætte lidt tid af til dem, som har brug for det, mener de. 

”Man skal have et væsen, der kan åbne sig. Har man det, kommer resten af sig selv. Og så får man omsorgen tifold igen i form af varme, medmenneskelighed og historier. For hvert eneste mennesker er som en tyk og spændende bog, når man kommer tæt nok på,” siger Torben.