Cykelundervisning for voksne

Cykelundervisning for voksne

Susanne har været frivillig til aktiviteten Cykelundervisning for voksne siden opstarten for tre år siden. Hver onsdag hilser hun på op til 15 voksne, som gerne vil lære at cykle og hun udleverer smilende cykelhjelm og cykelvest og finder den størrelse cykel, der passer til hver persons niveau.

”Det er dejligt at være her. Alle er så glade og taknemmelige. Jeg får mødt en masse mennesker, som jeg ellers ikke ville møde” siger Susanne med et smil, mens en af deltagerne tager en runde på cykelbanen bag Nordens Plads, hvor undervisningen foregår.

Cykelundervisning for voksne startede for tre år siden som et samarbejde mellem Kvarterhuset, Biblioteket Domus Vista og Områdefornyelsen for Søndermarkskvarteret, som fortsat støtter projektet.

Nogle af deltagerne har prøvet at cykle lidt, mens andre aldrig før har siddet på en cykel. Har deltagerne aldrig cyklet før, starter de på projektets specialdesignede cykel, hvor baghjulet sidder fast. Senere kan de låne en anden specialdesignet cykel – en lav cykel uden pedaler, hvor de kan skubbe sig frem og øve balance, at dreje og mærke hvordan en cykel fungerer.

”Vi har haft en dame på 68 år, som aldrig havde siddet på en cykel. Det tog 1½ år og til sidst kunne hun. Det er livsbekræftende, at hun ville lære noget nyt, selv om hun på det tidspunkt var 68 år”, fortæller Susanne.

De frivillige i projektet opfordrer løbende deltagerne til at vinke, prøve at bremse og række armen ud. Nogle gange deles holdene op og nogle af deltagerne cykler ud på cykelstierne. Alt sammen for at deltagerne til sidst har lært nok til at kunne tage det officielle cykelbevis. Og dagene, hvor der er cykelprøve står som noget helt specielt for Susanne.

”Nogle kommer her og tror slet ikke de kan noget. De er meget nervøse op til cykelprøven. På forhånd har vi lært ruten at kende og vi har lært om skilte og regler. Politiet sender en repræsentant og os frivillige instruktører står ude på ruten og tjekker, om de husker at række armen ud, når de drejer, og om de følger skiltene. Når alle er tilbage og én for én får overrakt beviser på at de kan cykle, kan jeg se, at alle, selv de der kommer fra politiet, står med en lille tåre i øjet.”

Det er gratis at deltage i cykelundervisningen. Den foregår på Nordens Plads ved Biblioteket Domus Vista onsdag kl. 15-17 og lørdag kl. 11-13. Projektet har cykler, veste og cykelhjelme som deltagerne kan låne til undervisningen.

Har du lyst til at være frivillig eller har spørgsmål til aktiviteten kan du ringe til 28 98 19 59 eller skrive tilcykeltraeningdomusvista@hotmail.com.